Domaine Humbert Gevrey-Chambertin VV 2019 13%
Den bedste Gevrey-Chambertin vi har smagt i mange år under kr. 1000,-
Den er HELT RIGTIG!!!
Samtidig med at Gevrey-Chambertin med ca. 410 ha. vinmarker er den største kommune i Côte de Nuits, samler den et hav af fremragende vinmarker - den ene mere prestigiøs end den anden - med det tilfælles, at de udelukkende er beplantet med Pinot Noir.
I Gevrey finder man ikke mindre end 9 Grand Cru marker og 25 vinmarker i 1. Cru, hvoraf nogle ganske enkelt er fremragende.
Udover disse klassificerede marker finder man også parceller, som ofte sidestilles i kvaliteten med f.eks. 1. Cru. Men som altid i Bourgogne bør man lægge ligeså meget vægt på det firma, som har lavet vinen, som på dens geografiske oprindelse.
Siden brødrene Emmanuel & Frédéric Humbert overtog vingården efter deres forældre i 1989, er der gennemført et stabilt kvalitetsløft på vinene. Brødrene udgør nu 4. generation på domainet, og de har videreført de solide familietraditioner, men har også gennem alle årene samlet nye erfaringer og eksperimenteret i nye metoder og teknikker på vingården og dets 6 hektarer vinmarker.
Brødrene Humbert, som i sin tid stod i lære hos deres legendariske onkel og nabo, Bernard Dugat (Domaine DugatPy), anses i dag som nogle af de mest betydningsfulde producenter i Gevrey-Chambertin. Efter nogle år med omvendt arbejdsfordeling tager Frédéric (den ældste) sig i dag af vinmarkerne, mens Emmanuel har ansvaret for vinifikationen. Fra at lave lidt rustikke og en smule aggressive vine, producerer man nu meget fyldige og mørke vine med finesse og harmoni, og vinene findes i dag på nogle af de bedste restaurant-vinkort i verden.
Druerne til denne Gevrey-Chambertin ”Vieilles-Vignes” hentes på flere meget velbeliggende parceller, bl.a. på 1. Cru Estournelles-St. Jacques (60 år gamle vinstokke) og Village Etelois (over 65 år gamle vinstokke), som er umiddelbar nabo til Grand Cru marken Griottes-Chambertin. Som altid på Domaine Humbert Frères foregår mange processer manuelt under dyrkningen:
Pløjning, beskæring, grøn høst, fjernelse af blade eller grene i den sidste fase af modningen. Nøgleordene er præcision og omhu – druerne skal opnå en perfekt modning og en stor koncentration. Efter en 3-6 dages kølig skindmacerering for at undgå bitre tanniner bliver vinen gæret på klassiske, åbne store træfade. Modningen foregår på fade af 228 l. (50% nye) lavet af eg fra Châtillonnais i Bourgogne (nordvest for Dijon).
Vinen er aftappet efter en naturlig dekantering og uden filtrering. Vinen har en flot, dyb, blank, rubinrød farve. I duften finder man røgede nuancer og toner af skovbær og kirsebær. I smagen er vinen meget fyldig og struktureret, med god mineralitet og velour.
Den slutter med en lang, kompleks og harmonisk eftersmag, som afslører tannin nok til flere års lagring.
Lagring: 14-16 mnd på franske fade (228 l, 50% nye).